Skulpturpark Næstved Havnepromenade

Foreningen Skulpturpark Næstved Havnepromenade har siden 2019 bidraget til at forene oplevelsen af kunst og kultur med friluftsliv og naturoplevelser langs den nyanlagte havnepromenade i Næstved.

Bassin

Billedkunstner Morten Bech Jensen har med sin markante skulptur, ’Bassin’, skabt et kunstværk, der også kan fungere som mødested og åndehul på havnepromenaden. Med referencer til markante, historiske bygninger i Næstved bringer værket fortiden ind i en nutidig fortælling.

$

3 Skibe

Billedkunstner Knud Verner Knudsens skulptur er lokalt forankret og afspejler de materialer, der fragtes med skib på Næstved Kanal, og hvad der er oplagret på kajpladserne på havneområdet overfor skulpturen.

Skibene er lastet med henholdsvis træstammer, glasskår og sten.

$

Uden Titel

Stenkunstner Kristian Nesgaard har udført skulpturen ’Uden Titel’, der trods det tunge stenmateriale fremstår let og yndefuldt. Den upolerede overflade er blevet gennembrudt, og der er skabt fire ’kighuller’, der giver et helt særligt kig fra havnepromenaden til Maglemølle-området.
$

A Geometric Point of View

Skulptør Ulrik Vintersborgs værk i tre dele er tænkt som et samlingspunkt for leg, samtale og fordybelse. I udformningen er værket skabt med en åben form, hvor det største skulptur-element kan give en ide af en tredimensionel ramme af det omkringliggende havneområde.
$

Siddende pige

Billedhugger Jørgen Peter Osteds smukke granitskulptur med en siddende pige tager udgangspunkt i den klassiske skulpturtradition. Med sin æstetiske og formmæssige kvaliteter udstråler figuren en særlig ro, eftertænksomhed og følsomhed, som netop er det, mange forbipasserende søger under en tur langs havnen.
$

Fældet træ

Billedkunstner Søren Martinsens skulptur er udført i keramisk ler og ligger på skråningen som et nyfældet træ. Med sit hyper-realistiske udtryk skaber skulpturen et optisk bedrag, så beskueren på afstand kan tro, at der er tale om et fældet træ, for så ved nærmere øjesyn at opdage værket.
$

Mor med barn

Billedkunstner Manna Hjelmsmarks skulptur ’Mor med barn’ er skulpturparkens første skulptur udført i bronze. Værket er oprindeligt udført i rødler og brændt. Motivet afspejler kunstnerens glæde over at have haft mulighed for at passe sine tre drenge i deres første opvækstår i forbindelse med familiens udlandsophold.
$
De støtter
$