Billedkunstner Manna Hjelmsmarks skulptur ’Mor med barn’ er oprindeligt udført i rødler og brændt, men er blevet støbt i bronze på Skulpturstøberiet i Svendborg og doneret af kunstneren til skulpturparken.
”Min skulptur ’Mor med barn’ er inspireret af mit livs store privilegium at kunne få lov at passe mine børn i de første opvækstår. Min mand arbejdede i mange år i udlandet -Venezuela, Indien og Iran – og som hustru måtte jeg ikke tage lokalt arbejde. Dermed havde jeg mulighed for at være meget nær mine tre drenge
under opvæksten,” har Manna Hjelmsmark fortalt.
Skulpturen er bygget op primært ud fra grundformerne æg/kegle i kombination af det klassiske ’Mor med barn’-motiv. Skulpturens størrelse er 40 x 60 cm, og værket er placeret på en 80 cm høj granitsokkel.