Søren Martinsen

Søren Martinsen (f. 1966) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1995 og Goldsmith University of London i 1994. I dag er han bosat i Glumsø og har atelier på Maglemølle i Næstved.

I sit kunstneriske arbejde tager Søren Martinsen udgangspunkt i maleriet og naturen, og med sine genfortolkninger af det klassiske landskabsmaleri udfordrer han kærligt og kritisk vores romantiske opfattelse af naturen.

Søren Martinsen har udstillet på bl.a. Statens Museum for Kunst, ARoS i Aarhus og KUNSTEN i Aalborg. I 2013 blev Søren Martinsen tildelt Eckersberg Medaillen af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, og han har modtaget en række hæderspriser og legater for sit kunstneriske arbejde.