Morten Bech Jensen (født 1986 i Næstved) er billedkunstner og uddannet cand.mag. i kinastudier, film og medievidenskab samt kulturformidling. Hans skulpturer og installationer har indgået i en række gruppe- og soloudstillinger på udstillingssteder som Kunsthal Rønnebæksholm, Filmstationen Måløv, Næstved Kunstforening og Helligåndshuset, Næstved
Kunstnerens tale ved indvielsen af værket ’Bassin’ fredag 7. juni 2024
Sehr Geehrte Damen und Herren,
Kære allesammen.
Det er mig en glæde at få lov til at give en kort introduktion til processen og tankerne bag værket Bassin:
Med Bassin har jeg forsøgt at tage udgangspunkt i Havnepromenaden og Havnen som sted, og skabe noget, som løfter oplevelsen for dem, som besøger det, og at det bliver skabt i et fælleskab, for fællesskabet.
Derudover var det mit mål, at værket går i dialog med Næstveds fascinerende historie og havnen som et historisk sted, med ud- og hjemrejser og kulturel udveksling fra fjerne steder.
Det, der binder en by sammen med sin omverden.
Historiens vingesus er til at tage og føle på, fordi de dygtige håndværkere har muret bassin og søjler op med 4-500 år gamle munkesten:
Munkestenene samler og omkranser vandet og bliver et billedet på havet, på det ukendte og bliver et sted for refleksion og eftertanke.
De murede stensøjler, hvor der med tiden vil vokse blåregn, flankeret af træbjælkerne på toppen har en arkitektonisk funktion, der bidrager til at skabe et ‘rum’ i rummet, mens de også bærer klare referencer til Næstveds lokalhistorie:
Søjlerne skal lede tankerne hen på en akvædukt, en vandvej, og buerne mellem søjlerne repræsenterer Susåens bugtende vej med sit udløb i Næstved Havn, et motiv der indgår i Næstveds byvåben.
Træet, som vokser i bassinet, er en sølvpil. Udover at træet giver frodighed, er piletræet i mange kulturer et symbol på afsked, som det blandt andet ses i Shakespeares Hamlet.
Dette kan ses som en refleksion over den afsked, der har været mellem folk, og udveksling i havnen, når man drog til søs og måske først kom hjem flere år efter. En for mennesker fælles, gældende præmis, at vi kender til afsked og afsavn, men måske også længes efter det nye og det uvisse – den udrejse og hjemrejse, der fandt sted i havnen, før tog- og flytrafikken blev en mulighed.
Munkestenene, som bassinet og søjlerne er muret op af, er hilsener til de store, vigtige middelalderbygningsværker i lokalområdet, som har været med til at definere Næstved by: Herlufsholm med Klosterkirken og Boderne samt Helligåndshuset, for at nævne et par stykker.
På den måde taler skulpturen Bassin ind i den lokalhistoriske identitet og bringer fortiden ind i nutiden.
Skulpturen kan ses som en art mikrokosmos der spiller på dynamikken mellem de historiske, menneskeskabte rå, hårde mursten, og naturen i form af det flydende, livgivende vand sølvpilen og blåregnen.
Men en ting, er værket i sig selv, en anden ting er de kræfter, der ligger bag hele processen i at få værket opført:
For det første, så er det fantastisk at en gruppe borgere, alle sammen med en passion for kunst og for at bringe kunst til Næstved, gik sammen ud fra devisen om, at kunst er med til at berige tilværelsen for flertallet og fællesskabet, og etablerede organisationen Skulpturpark Næstved Havnepromenade.
Det er en gruppe, som jeg har været uroligt glad for at være en del af, med vores mange møder gennem tiden. Uden gruppens ihærdige indsats, ville vi ikke stå her i dag og fejre endnu en skulptur langs havnepromenaden. En stor tak til jer, for jeres hårde arbejde og dedikation.
For det andet, så var det en bærende tanke, at værket skulle opføres af håndværkere under uddannelse, og at de også ville føle ejerskab over værket.
En endnu større glæde er, at der samtidig er kommet tyske venner og kolleger til, og at vi i et endnu større fællesskab har arbejdet
på et fælles projekt. Tusind tak til jer for jeres fantastiske arbejde.
I dag har vi et værk, der ikke længere er lokalt, men pludselig er blevet internationalt og til på tværs af landegrænser. Det gør mig utrolig stolt.
Jeg håber at I alle, vil komme igen, og stolt vise vores værk frem for venner og familie.
Som havnen har været et sted for kulturel udveksling, tænker jeg, at opførelsen af bassinet er blevet et sted for kulturel udveksling på ny, og værket vil stå langs kanalen ved havnepromenaden som et mindesmærke til byen, havnen og dens liv, fortid og fremtid.
Men ikke mindst, vil det stå som et vidnesbyrd om hvordan dedikation, hjælpsomhed, venlighed og ildsjæle sammen kan skabe et monument til glæde og repræsentation for det større fællesskab, lokalt og internationalt.
Tusind tak til jer alle som er med.

