Indvielse af Morten Bech Jensens skulptur på havnepromenaden
Billedkunstner Morten Bech Jensens skulptur ’Bassin’ blev fredag 7. juni 2024 indviet som det syvende værk i samlingen af skulpturer langs Kanalvej.
Mere end 200 mennesker deltog i fejringen af den nye skulptur sammen med de 30 danske og tyske erhvervsskoleelever og lærlinge, der har bygget værket som en del af et EU-projekt.
”Ingen stor kunst uden et solidt og dygtigt håndværk. Og ingen udvikling af håndværket uden
inspiration og erfaringer fra kunsten. Det er to verdener, der gensidigt har gjort hinanden bedre, og I har skabt et monument, I kan være stolte af” sagde Kathrine Monsrud Ekelund, regionsrådmedlem (S) i Region Sjælland, og formand for EU’s Borgerprojektfond, der har støttet skulpturprojektet.
Billedkunstner Morten Bech Jensen håber, at hans værk vil inspirere til refleksion og eftertanke hos alle, der bruger havnepromenaden.
”Mit mål med værket har været at tage udgangspunkt i området og skabe et rum, som kan løfte oplevelsen til glæde for fællesskabet. At skulpturen tilmed har kunnet indgå som et uddannelsesprojekt for unge håndværkere på tværs af kultur og grænser, er jeg både meget stolt og beæret over,” sagde Morten Bech Jensen ved indvielsen
De danske elever og lærlinge i projektet er fra EUC Sjælland og erhvervsakademi Zealand samt de to Næstved-virksomheder Holbøll A/S og Hansen & Andersen A/S, mens de tyske lærlinge kom fra to erhvervsskoler i Lübeck.
Indvielsen blev støttet af Samlingskraft, et By og Land Danmark projekt, støttet af Realdania.
Dansk-tysk konference om skulpturparker
Kunst under åben himmel er kommet i fokus i de senere år, og derfor tog Skulpturpark Næstved Havnepromenade i samarbejde med det tyske kunstcenter NordArt ved Rendsburg initiativ til en dansk-tysk konference om skulpturparker, der fandt sted 10. marts 2022 på Kunsthal Rønnebæksholm ved Næstved.
Her samledes 41 kunstnere, kuratorer, kunstprofessionelle og aktører fra danske og tyske skulpturparker til udveksling af erfaringer og ideer om kunst i det åbne rum.
Konferencen blev officielt åbnet af Andreas Pourkamali, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved og Lasse Peter Rodewald, leder af Presse- og Kulturafdelingen på Forbundsrepublikken Tysklands ambassade i Danmark (hent program).
Konferencen bød på oplæg fra Neustadt i Holsten, der har en såkaldt ’Kunst-kilometer’ med skulpturer og hvert tredje år arrangerer en skulptur-festival, og fra billedkunster Jörg Plickat, der har sine mere end 100 skulpturer stående på fire kontinenter.
Fra dansk side deltog blandt andet billedhugger Thomas Kadziola, der arbejdet med værket Dodekalitten på Lolland, og kunstnerduoen Randi & Katrine, der har skabt de nye portaler i herregårdshaven på Rønnebæksholm.
På baggrund af præsentationerne blev deltagerne inddraget i en dialog om perspektiverne for skulpturparker og mulighederne for kunst i det åbne rum.
Kunst under åben himmel har været i fokus i de senere år, ikke mindst på grund af pandemien, hvor mange søgte ud i det fri, men også i forbindelse med klimadebatten.
Debatten fokuserede på, hvordan kunst i det offentlige rum er med til at bringe samtidskunsten i dialog med naturen og de mennesker, der gerne færdes udenfor, og flere så gode muligheder for, at skulpturparker i de kommende år kan give mange kunstnere en røst i klimadebatten.
I løbet af konferencen blev der skabt nye kontakter på tværs af Femern Bælt, hvor repræsentanter for skulpturparker og kunstnere så gode muligheder for at bruge konferencen som et springbræt til at udvikle nye, fælles aktiviteter i de kommende år.
Konferencen om skulpturparker blev støttet af EU-programmet KultKIT og Næstved Kommunes Kulturfond.







